Jeg tror egentligt først det gik rigtigt op for mig i går, at jeg skal et helt år til USA. Et helt år hvor jeg ikke kommer til at se mine forældre, venner og familie. Samtidig får jeg en helt ny familie og helt nye venner. Når så de 11 måneder er gået, så skal jeg til at vende tilbage til de "gamle" forældre, venner og familie. For at gør det bedre, siger min forældre nu også at jeg kan risikere at jeg ikke har nogle venner når jeg kommer hjem... Er det bare mig, eller er meningen med turen lidt drevet væk? Selvfølgelig er der også alle de der faktorer med, jeg bliver mere selvstænding, navlestrengen bliver klippet og jeg får alle mulige oplevelser. Men det er stadig en ret høj pris.. Tja, måske er det bare fordi nervøsiteten er begyndt at melde sig. Om et år mener jeg sikkert det omvendte, og ville gladeligt gøre det igen.
Jeg tænkte også på noget andet i går aftes da jeg skulle til at sove. Jeg havde den her lille begyndende knude i min mave. Jeg kunne ikke finde ud af om knuden var fra at jeg glæder mig til at skulle afsted, eller om jeg gerne vil udskyde det. Jeg følte mig på en eller anden måde også helt tom. Så kom jeg til at tænke på at ligemeget hvor meget jeg gerne ville have tiden til, enten at gå hurtigere eller at gå langsomt, så gør den det ikke. Den bliver ved med at gå, og jeg kan ikke gøre noget ved det. Tanken giver mig lyst til at række hænderne ud, som om at jeg kan stoppe tiden i at komme nærmere. Men på den anden side er det jo også helt skørt, fordi jeg vil jo rigtig gerne afsted, til alle de søde mennesker derovre.
Tilbage til hverdagen. Jeg eksperimenterer lidt med layoutet på bloggen så det kan godt være det ændrer sig et par gange. Men hvis i ser der hopper en dinosaur ind foran billedet, er det ikke mig, og det burde i få undersøgt. Hav det godt, nu er der jo også kun 7 dage til at jeg rejser, så slipper i af med mig.
- Troldungen
