Syg, 40 grader og løb hver dag

Ja det er så min hverdag siden sidst jeg skrev. Nu løber vi hver dag, og så besluttede vejret, at vi skulle kæmpe med endnu en ting. Så nu er det blevet sommer for alle pengene. 43 grader nåede det op på i mandags. Heldigvis kunne vores trænere godt se, at det var måske lidt for meget, så i går stod den på waterworkout, som de kalder det. Det bestod i at man svømmede ud hvor man ikke kunne bunde og derefter strintede i vandet. Det var vidunderligt, fordi man kunne få lavet noget løb, men samtidig fjolle rundt med de andre. Inden jeg rejste sagde alle AFSer jeg mødte, at det ville blive svært at få venner, og at jeg nok ikke ville have det helt store i starten, men sådan oplever jeg det ikke. Jeg har nogle rigtig gode venner på holdet (Cross country), specielt skriver jeg meget med en pige, der hedder Tegan. Selvom jeg ikke er i særlig god form, løber hun alligevel med mig nogle gange. Hun har nogle ryg problemer, så jeg tror det passer hende meget godt. 

Syg... Ja, ikke det fedeste. Jeg tror, at jeg havde bihulebetændelse og min næse drypper stadigvæk, men ellers tror jeg, jeg er ved at få det bedre. Torsdag og fredag løb jeg ikke, fordi jeg kunne næsten ikke trække vejret. Jeg troede, at det var en god ting at få hvilet mine ben, og få en pause. Nej, det var det ikke. Jeg kan mærke nu, at jeg tror, jeg er kommet i bedre form ved at løbe hver dag. Og man skal blive ved med at løbe hver dag. I morgen har vi vores første cc meet (Cross country konkurence). Det bliver ikke sjovt. De siger at dette meet er det hårdeste i hele sessionen, pga. bakker. Great. Jeg tror vi skal løbe 5 km. Normalt løber jeg 2,5 miles. Det bliver noget hårdt. Jeg er dog ikke den eneste, der er ude af form. Mink kæmper mere, end jeg gør. Hun er godt nok sej! Måske har det noget at gøre med, at jeg ikke tror på, at jeg kan gøre det. Jeg ved det ikke helt, måske kan jeg godt, men jeg tror ikke på det. Eller også kan min krop ikke, og jeg tror stadig ikke på det. Jeg prøver, men jeg ved ikke, hvad der går galt. 

American football. Ahva? Ja det var min reaktion. Jeg forstår efterhånden måske spillet, men det er forvirrende. I fredags var vi til sæsonens første fodbold kamp. Det var anderledes. Kampen varede 2 en halv time. Hvorfor? Jeg mener, at sidde og kigge på nogle drenge i tights (ikke et kønt syn) løbe rundt med en bold, i 2/30 time? Jeg kommer aldrig til at forstå sport. 

Vi var i Duluth i mandags for et slags tupperware party. Det var ikke tuperware, der blev solgt. Det var rengørings artikler. Som mange af jer nok har læst, kørte vi derfra med lidt småregn. Det endte med, at det regnede så kraftigt, at du knapt nok kunne se 2 meter foran bilen. Jeg var virkelig bange fordi radioen sagde, at hvis du kørte i det område hvor vi kørte i, skulle man søge ly, pga. tornado varsel. 

Firefighter that is me (If AFS will let me). Brandmand? Mig? Nej. Jeg og Em har meldt os til at være det, de kalder Junior Firefighters. Og nej, vi går ikke ind i nogle brændende bygninger. Vi bliver de rigtige brandmænds hjælpere. Hvis de har brug for vand eller noget andet, skal vi hente det til dem. Vi bliver nok mere maskoter, fordi vi får også de rigtige dragter på, men det er nok mere vores kostume, end værktøj. Vi kan risikere at skulle møde op et eller andet sted klokken lort om natten. Eller forlade midt i en time, hvis det er på det tidpunkt, det sker på. Det bliver nok sjovt, og jeg får lært noget nyt. På onsdag skal de stemme om det officielle, men de mangler junior mennesker, så det bliver nok ikke noget problem.

- Troldungen

Nu sund... Og nej, det er ikke en joke...

Men jeg ville ønske, at det var det! Cross country startede i mandags med små 2 miles. Det var faktisk ikke slemt. Tirsdag 3... Værre. I dag 2 uden at gå... Det var helvede. Jeg var jo blevet træt efter at have løbet de andre gange, og vi havde jo ikke fået nogen hviledag, fordi det findes der ikke her. Der findes weekender, hvor vi ikke har træning, men alle ugens dage er det bare på med sejheden, som ikke rigtig vil komme til mig. Man er ikke sund ved kun at gøre en ting sundt, så da vi tog til Wallmart, kiggede jeg på mel. Rugbrød, tænkte jeg, det kan jeg da lave. Mom skulle have noget andet, men hun vidste ikke, hvor det var, og på vores togt, fandt vi det. Vakuumpakket, tørt og aflangt. De havde rugbrød. Og så flere forskellige slags. Så nu har jeg konkluderet at jeg er sund, fordi jeg spiser, sover og dyrker motion sundt!

I går registrerede vi os på skolen. Det var okay, vi havde begge gjordt vores hjemmearbejde, og derved tog det næsten ingen tid at ordne os. Som historiefag tager jeg American history & debate. Det sidste tror jeg vil blive sjovt, fordi jeg elsker at debatere, men det er nok ikke det samme, som herhjemme. Kommer vi til at lære det boglige om at debatere, eller bliver det noget med, at vi skal hver kæmpe for en sag? Det bliver i hvert fald spændende. Som science fag tager jeg advanced chemestry. Man kan åbenbart ikke bare tage math, nej man skal vælge hvilket emne. Så jeg har valgt trigonometri. Vi har haft det i folkeskolen, men det er sikkert lidt mere avanceret, og det var det, algebra eller geometri. Desuden har jeg sagt, at jeg også gerne ville have nogle kunstneriske fag som cheramics, art and crafts, wood shop og media production. Desuden ville jeg også gerne tage pilot klassen. Herovre skal man ikke tage gymnastik (Overraskede), men jeg har valgt at tage den klasse, der hedder phy ed. Det er, hvor man dyrker alle mulige former for sportsgrene. Den anden gymnastik klasse, som man kunne tage, hedder personal fitness. Det er vægt løftning. Ikke noget for mig...

- Troldungen

Fitness???

I tirsdag tog vi til Duluth for at få gjort noget shopping. Det tager kun 1 time at køre til Duluth, hvor det tager 2 timer at køre til Minneapolis. Fordelen ved at køre til Minnesota er at den stat lægger ikke skatter på tøjet. Det var kun os teenagepiger, der tog af sted sammen med Mom og Tori. Tori er en af de ældre søskende. Hun er lige fyldt 19.

Onsdag var en hviledag, eller det var en dag hjemme. Som overskriften hentyder til så ja, jeg har været i fitness! Jeg troede aldrig den dag ville komme. Mig, der er så doven. Tja, den er altså, og den første gang var det faktisk ikke så slemt. Den anden gang (I onsdags), det var til gengæld meget slemt... Jeg gør det fordi jeg syntes ikke, det var rart at alle sagde til mig før jeg tog af sted, at jeg skulle passe på og den salgs. Debie har et mål med at hun skal lave noget motion hver dag, for at kunne tabe sig det hun gerne vil. Så jeg hopper bare med på den vogn, og desuden starter cross country practice på mandag, så det hjælper nok også. Mit mål er, at jeg ikke tager på dette her år. Der er 3 term, som de kalder det. Term 1 vil jeg løbe cross country(løbe 3 mil hver dag, på et hold). Term 2 vil jeg spille basket ball(giver lidt sig selv). Term 3 vil jeg lave track and field(Atletik). Det skal nok blive sjovt.

Hver torsdag passer Debie Levi og Abby. De er Tyler, den ældstes, og Averys børn. Så hver torsdag er det Gumma tid, som hun så fint bliver kaldt. Levi er 2 et halvt, hvor Abby bliver 1, 7 dage efter min fødselsdag. Fordi det var Tori's fødselsdag onsdag, kørte alle os piger op til hende, hvor hun bor. Det er cirka en 1 time fra os. Vi spiste på Famous Dave (Hvlket var rigtig godt! Kan anbefales hvis man kommer til USA), hvorefter vi tog på et lille Fair. Et Fair er et sted, hvor man vise sine dyr frem, og derved får priser for dem. Der var også nogle trasportable forlystelser sat op. Det var rigtig hyggeligt, og vi fik alle  "Cotton Candy"(Jeg elsker det navn).

Idag er det igen bare en hviledag, og jeg tror det bliver hvile hvile, men nu må vi se.

- Troldungen

Faldet til?

Spørgsmålet er så nu, er jeg faldet til? Tja jeg tror stadig det er lidt for tidligt at sige, men jeg kan helt sikkert sige at det er anderledes. Jeg ved ikke helt om det er godt anderledes eller skidt anderledes. Den første ting man nok havde regnet ud er at der er så mange børn. jeg havde nok ikke helt tænkt konsekvenserne igennem. Sådan noget med at snakke med Debie, er der jo ikke så meget tid til, men det er vel et vane spørgsmål.

Noget andet som jeg heller ikke havde forudsagt er at jeg virkelig savner at snakke dansk. Jeg har også så meget at snakke om, at udtrykket fra krystalhjertet giver mening: at lette sit hjerte. Jeg kan godt mærke at det er noget mere forståeligt nu, end før. 

Det sidste nu jeg har opdaget er at jeg virkelig savner alle de ting jeg har derhjemme. Sådan noget som et bælte og ankelsokker. Arg, jeg er virkelig ved at gå skør. Jeg overvejer at købe det på nettet, fordi det er nemmere at selv betale for det der, end det er i butikken, hvor at de andre børn også er der og sådan noget. Jeg ved ikke helt hvad jeg gør endnu, men det kommer. Debie har lovet at inden vi starter i skole, tager vi en tur til Mall of America. 

I lørdags efter jeg havde skrevet mit sidste blog indlæg, var jeg ude og ride for første gang! Jeg var bange, men Emilie trak mig rundt i folden, og lidt efter lidt fik jeg mere selvsikkerhed. Det var rigtig sjovt, og jeg fik prøvet noget nyt. Efter vi havde redet holdt Debie og Arlan noget kirke komsammen. Først spiste vi aftensmad, og derefter sang vi sange. Jeg har fundet ud af at hvis jeg har noderne, kan jeg synge fra bladet. 

Søndag morgen var vi så i kirke... Tja, det mindede mere om den danske kirke end jeg hvde forestillet mig. Ja der var tider hvor jeg spekulerede over andre ting, men det var nu også meget sjovt at prøve det. Efter kirke spiser man sammen, med de andre, og alle tager noget med til bordet. Det var meget hyggeligt. Pope familien går i kirke i Rice lake (Fordi af de fem kirker der er i Webster, er der ikke en der passer deres tro), og i Rice lake ligger der hvad de kalder en mall. Jeg kalder det et indkøbscenter. Det var måske 10 butikker tops. Hvert barn fik 60 dollars for det de kalder "school shopping". Jeg købte nogle t-shirter og nogle strømper fordi så kan jeg overleve, indtil fredag. På fredag er jeg på spanden. Efter vores lille shopping tur, skulle bilen tankes og vaskes. Bil vasken er vel Amerikansk så man ikke engang stå ud af bilen for at den bliver vasket. Arlan syntes så det var sjovt af rulle mit vindu ned da vi var derinde, og ville ikke tage det op lige før jeg eventuelt ville blive våd. Jeg blev virkelig bange, men jeg driller ham ret meget i forevejen, så det var måske lidt fair.

I går tog vi til Siren for at få jeg og Minks telefoner til at virke. Hvis vi skulle have haft et sim kort til min IPhone ville det koste 50 dollars om måneden. Det skulle vi selv betale. Jeg foreslog så, fordi jeg ville gerne behandles som en af de andre børn i hustanden, om det ville være billigere at købe en ikke smartphone. Det var det. Så ville det kun koste 35 dollars om måneden, så det ville blive billigere, og det svarer til de andres mobiler. Det fungere på den måde at de andre teenagere har en IPod og en mobil der kun kan texte og ringe. Efter den store møje tog vi ind og så Planes. Det er den nye film fra Disney. Den var faktisk rigtig god, det kan i hvertfald anbefales for børn.

- Troldungen

Ankommet...

Så jeg ankommet. Efter jeg skrev det sidste indlæg, fik en orientation i Eau claire. Der efter blev vi sendt udenfor, mens de orienterede værtsfamilierne. Det var direkte tortur. Man er mega nervøs, men samtidig føler man sig hel tom fordi man er mega træt. Ikke en god sammenblanding. Det tog os 2 timer at køre hjem. Det var underligt at stige ud af bilen og kigge på ens nye hjem. Deres hund var meget større end jeg havde troet, men rigtig sød. For at vise mig rundt i området tog Emilie mig ud og køre på deres ATV. Det er en firehjulstrækker uden al det der bil, mere ligsom en cykel. Det var virkelig sjovt, fordi vi kørte i deres skov, til Arlans arbejdssted og alle deres familie medlemmers huse. Alle lever lige her omkring. Jeg har fundet ud at at Arlan arbejder med at bryde sten til veje, og Debie er fotograf. 

I dag var vi først til et løb hvor Debie, Emilie og Zackery var ude og løbe/gå, og vi andre kiggede på. Jeg kunne sagtens have deltaget, men det var lidt for tidligt til sådan noget. Her til eftermiddag var vi ude og flyve med nogle små fly. Det var rigtig sjovt at se alle skovene og alle søerne. Mink tog nogle billeder, da jeg var så dum at glemme mit eget kamera. 

Jeg er begyndt at tænke over hvilke klasser jeg skal tage dette år, og Debie har fortalt mig at jeg kan tage flyvetimer. AFS regler siger at jeg ikke må styre et fly, men de siger ikke noget om man ikke må lære alt det tekniske, og jeg må godt tage med ud og flyve når de andre lærer det. Det lyder som noget jeg måske kunne overtales til. Med hensyn til sport er jeg ikke helt sikker endnu, fordi der er 3 perioder på et år, og de siger at jeg kun skal vælge 2, for at jeg ikke skal have for travlt, men jeg kunne godt tænke mig at spille Basket ball. Først tænkte jeg på vollyball, men deres uniformer er nærmest som badedragter. I aften holder popene noget komsammen for deres kirke, så der kommer til at ske noget. 

- Troldungen

Dumdristigt?

Ja så kom jeg afsted. Kl. l**t om morgenen. Det var hårdt at sige farvel til mine forældre. Hårdere end jeg havde troet. Da vi sad i det første fly, løb tårerne da også ned af kinderne på mig, men det er måske det der skal til. Navle strengen skal jo klippes på et tidspunkt, men dette var hurtigere end normalen. Før jeg tog afsted var jeg ikke helt sikker på hvorfor folk sagde jeg var modig. Men jeg tror ikke det handler om mod. Det handler mere om dumdristighed. Dumdristigt betyder jo at man gør noget dumt og dristigt. Det er måske ikke direkte dumt, men man forlader sin comfort zone, og kaster sig ud i noget nyt af egen fri vilje. Det kan man da godt kalde lidt dumt. Det dristige kommer ind i billedet, fordi jeg er ikke sikker på at det er det rigtige. Måske er det åndsvagt at gøre det. Fagligt giver det mig ikke mere end sproget. Og socialt? Når man har sådanne tanker er man ikke helt overbevist, og derved gør man noget dristigt.

London gik relativt fint. Det eneste problem vi havde var at flyet havde ikke fået en gate, da vi kom. Vi var i terminal 5, og der er der forskellige zoner, hvor man tager toget til de andre zoner. Hagen er at det tager 20 minutter at komme fra A-C, og vi viste ikke hvor henne vi skulle være. Vi nåede flyet, med en lille smule kaos. Fra London til Chicago tog det 8 timer. Jeg nåede at se 3 film og sove 2 timer. Vi fløj med british airways, så filmudvalget var meget blandet, med ikke så mange nye. I Chicago gik emigrationen også fint. Det tog os cirka 1 time så var vi alle kommet igennem, på nær 1. Hun blev trukket til side, for en eksta samtale. Først viste vi ikke hvor hun var, men vi havde taget hendes baggage af båndet, så hun var ikke gået ud. Samtidig var der ens hvis baggage der ikke var kommet med flyet. Der er altså også nederen. Teknisk set ligger hele ens liv i sin kuffert. Mit liv er dog delt ud på både min kuffert og min rygsæk. Det endte med at vi ventede endnu 1 time, så vi fik alle med.

Fra lufthavnen blev vi kørt i en bus til at hotel, hvor bus afgangene til de forskellige orienteringer var. Vi ankom kl. 17:00 lokalt tid.. Mine tre bokstaver var EAU, og det tog min noget tid at finde en anden er også skulle der hen. Det viste sig så at der var en anden pige fra spanien der også skulle af her. Hun kan desværre ikke så meget engelsk, så kommunikationen var ikke så stor. Vi ventede på hotellet til midnat, hvor vi så blev placeret i bussen. Til sidst ankom jeg her til Eau Claire kl. 05:30, efter en nat først på gulvet og derefter i en bus. Nu har jeg dog fået et bad, og en seng at slappe af i. Senere idag møder jeg så min værtsfamilie. Jeg glædede mig igår, men nu er jeg mere nervøs. Og sulten! Jeg kun fået noget yoghurt, her til morgen, men vi skal vist også snart have morgenmad.

- Troldungen

Forberedelse

Skrevet i går:
Så går pakningen løs. Man bliver overrasket over hvor meget, man skal købe som gaver og andet, inden man tager derover. I søndags tog vi til Illum, fordi der var storudsalg. Det endte med at vi tog til Magasin for at købe nat tøj og lignende.

I går var vi (Mor, Rasmus, Rikke og jeg) inde i byen for at købe gaver til familien og for en tur på La Glace. Turen dertil var fordi Rasmus og min mor væddede engang om et eller andet. Min mor tabte og skulle så give en tur på La Glace. Som sagt var vi også derinde for at få købt gaver, og andet habengut. Det endte med, vi kom hjem med noget julepunt fra Georg Jensen, en guide bog om Danmark på engelsk, nogle småkager fra La Glace, noget garn til mig så jeg kan lave flere firkanter til vores tæppe og nogle bolcher fra Sømods bolcher. Her er nogle billeder var turen:

I dag fik vi så købt en badedragt, nogle krus, noget patchwork stof og de famøse guldkarameller. Halvdelen af min baggage er efterhånden noget til andre. 

Fra i dag:
Så fik jeg da også sagt farvel til de sidste. Det var rigtig hyggeligt, og tak til alle dem der kom. Nu mangler jeg bare at sige farvel til min mor og far. Gys. Jeg gruer lidt for i morgen tidlig, da jeg ikke er så sikker på, at der ikke bliver tårer længere. Min mor er ved at blive lidt stædig, og siger at hun ikke kommer til at græde, men jeg er ikke så sikker på min far. I går da vi havde pakket min kuffert blev han helt stille, og jeg tror at det var der, det gik op for ham, at jeg tager af sted. Tårerne var i hvertfald i øjenkrogen. Tænk, at en stor stærk mand er så blød inden i. I aften skal vi have kylling, mums. Det sidste aftensmåltid hjemme... Wow det er syret at tænke på. Jeg ved ikke helt om jeg glæder mig eller om jeg er ved græde. En ting er jeg dog sikker på. Jeg fortryder ikke at jeg tager af sted. Sommerfuglene er der ikke, fordi jeg ved jeg har træffet den rigtige beslutning. 

- Troldungen

På gensyn

Jeg har tænkt lidt over det med at nu skal jeg til at sige farvel til folk, men det er jo ikke farvel. Det er på gensyn. Så derfor inviterer jeg nu alle dem som gerne vil sige på gensyn til mig til åbent hus. Dette åbent hus bliver holdt på onsdag kl. 12 - 17. Hvis man nu kigger forbi ville man nok godt kunne få en lille kop te med i farten. 

- Troldungen

Åbenbaringen

Jeg tror egentligt først det gik rigtigt op for mig i går, at jeg skal et helt år til USA. Et helt år hvor jeg ikke kommer til at se mine forældre, venner og familie. Samtidig får jeg en helt ny familie og helt nye venner. Når så de 11 måneder er gået, så skal jeg til at vende tilbage til de "gamle" forældre, venner og familie. For at gør det bedre, siger min forældre nu også at jeg kan risikere at jeg ikke har nogle venner når jeg kommer hjem... Er det bare mig, eller er meningen med turen lidt drevet væk? Selvfølgelig er der også alle de der faktorer med, jeg bliver mere selvstænding, navlestrengen bliver klippet og jeg får alle mulige oplevelser. Men det er stadig en ret høj pris.. Tja, måske er det bare fordi nervøsiteten er begyndt at melde sig. Om et år mener jeg sikkert det omvendte, og ville gladeligt gøre det igen. 

Jeg tænkte også på noget andet i går aftes da jeg skulle til at sove. Jeg havde den her lille begyndende knude i min mave. Jeg kunne ikke finde ud af om knuden var fra at jeg glæder mig til at skulle afsted, eller om jeg gerne vil udskyde det. Jeg følte mig på en eller anden måde også helt tom. Så kom jeg til at tænke på at ligemeget hvor meget jeg gerne ville have tiden til, enten at gå hurtigere eller at gå langsomt, så gør den det ikke. Den bliver ved med at gå, og jeg kan ikke gøre noget ved det. Tanken giver mig lyst til at række hænderne ud, som om at jeg kan stoppe tiden i at komme nærmere. Men på den anden side er det jo også helt skørt, fordi jeg vil jo rigtig gerne afsted, til alle de søde mennesker derovre. 

Tilbage til hverdagen. Jeg eksperimenterer lidt med layoutet på bloggen så det kan godt være det ændrer sig et par gange. Men hvis i ser der hopper en dinosaur ind foran billedet, er det ikke mig, og det burde i få undersøgt. Hav det godt, nu er der jo også kun 7 dage til at jeg rejser, så slipper i af med mig. 

- Troldungen