mandag den 29. juli 2013

Så går det løs

Så går det løs. Ja i helt bogstaveligste forstand. Der har været rigtig mange, som har spurgt mig om, hvad jeg gør, når jeg er USA. Her er så svaret: En ny blog. Tja... jeg skal gøre mit bedste, men jeg kan ikke love meget mere. Før i tiden har jeg været forfærdelig til at skrive dagbog eller det der minder om det. For derfor at forhindre at jeg ikke bare glemmer den, er mit våben at gøre det til en vane. Det vil sige at jeg f.eks. gør det hver søndag før eller efter kirke (Ja jeg ved det... Jeg skal nu til at gå i kirke hver søndag. Selvom værtsfamilien ikke kræver at jeg går med, opfordrer alle at man bliver en del af familien. Hmmmm, tja, det kan vel ikke blive værre end den danske folkekirke). 

Alt er faktisk faldet på plads, jeg skal være i lufthavnen d. 8/8, med 23 kg. i tjek-ind bagagen og 8 kg. i hånden (23kg!!! Jeg er jo en pige, og 23 kg, til alt det, jeg skal bruge på et år! Men på den anden side får jeg jo så muligheden for at købe nyt tøj..... Måske ikke så dårligt). Flyet afgår fra Kastrup 7:25 og lander igen i London Heathrow kl. 8:25. Endnu et fly tages til Chicago kl. 11:20 og lander kl. 14:20. Jeg bliver formodentlig samlet op af nogle AFS frivillige og derefter kørt til en arrival camp. De beskriver den som en tid til at sove i, alias at komme over jetlag'et, og en tid hvor man kan falde ned, inden man skal møde sin værtsfamilie. D. 9/8 kl. 15:00 bliver jeg hentet af min værtsfamilie. Så går turen de 2 timer hjem til dem, og derefter er jeg endelig fremme i Webster i Wisconsin.


Familien består af en mor, Debie, og en far, Arlan. De har sammen adopteret 9 børn. Eller er det kun 8? Debie skriver ihvertfald at de ikke var i stand til at få børn selv, men skriver dog et andet sted, at 1 ud af de 9 var deres eget? Nå, anyway, heldigvis er der kun 4, der bor hjemme. Det er: Diana, 17 år, fra Rusland. Emilie, 16 år, Fra Hviderusland? (Måske også fra Rusland, men som sagt, det ved jeg ikke helt). Zack, 11 år, fra USA. Og endelig Naomi, 5 år, fra Haiti. Udover det stammer nogle af de andre børn (De er nok voksne nu, hvor de er flyttet hjemmefra) fra Mexico og et fra Asien. Der kommer også til at være en anden udvekslings student hos denne familie. Hun hedder Mink og kommer fra Thailand. Vi deler nogenlunde de samme interesser.

- Troldungen